DTU besøg veloverstået
Herlev Håndbryggerlaug besøgte DTU Bryghus i Lyngby som blev til under en julefrokost på DTU og hvor vi af stifter, Levnedsmiddeltekniker og brygmester Preben Bøje Hansen, fik en grundig gennemgang af brygprocessen i det bryganlæg han selv har udviklet til DTU. Vi fik et indblik i hvad der bliver eksperimenteret med på DTU Bryghus og hvordan forskere og studerende arbejder og afprøver nye ideer for at udvikle bæredygtige processer og hvor metoder til at separere og filtrere eksempelvis maske (restprodukt fra ølbrygninge) videre til andre led i fødevarekæden bliver forsøgt.
Samtidig med at Preben fortalte og medlemmerne spurgt, blev der serveret 4 forskellige øl som alle var brygget på DTU Bryghus. Vi smagte følgende:
– En ”lys” Brown ale som var brygget på det tynde øl (brygvæsken) fra den Brown ale som vi smagte bagefter. Fin, lys og let drikkelig øl på ca. 3-4%
– En dejlig Brown ale, ca. 7,5%
– En humlet pilsner på ca. 4,5%
– Og til sidst en DTU Julebryg, en porter hvor der var leget med stjerneanise, eget ristet malt samt Novo enzymer som gav smagen af lakrids.
En spændende og inspirerende aften med godt øl til.