Information om deltagelse i klubmesterskab og tilmelding af øl
Kære medlemmer,
Udover vores kommende generalforsamling den 26. oktober, så nærmer datoen for årets klubmesterskab sig også, som i år er den 9. november 2021.
Denne e-mail er IKKE tilmelding til selve klubmester aftenen, men information om nye regler, tilmeldingsfrist og indleveringsfrist af øl!
Nye regler for klubmesterskab
Reglerne for deltagelse i Herlev Håndbryggerlaugs klubmesterskab, er til klubmesterskabet i 2021 strammet en smule efter ønske fra øl dommerne, som blandt andet ønskede en tydeligere mærkning af de indleverede øl.
Der skal på de indleverede flasker tydeligt markeres så det er let læseligt på selve flasken og der må ikke være navn, øl-etiketter, tape eller andet på flasken.
Vi fastholder dog fortsat at det er frit for medlemmerne hvilken type flaske der indleveres, så længe det er en kraftig type og flasken ikke er overkarboneret og at der indleveres det antal flasker der står i reglerne at der skal.
Udover opstramningen af måden flaskerne skal markeres på og selve indleveringsfristen, indføres nu også en tilmelding med en tilmeldingsfrist.
Ved tilmelding af øl til klubmesterskab modtager man et nummer retur, dette nummer skrives sammen med stilart nummer og bogstav for hver indleveret øl. Altså, der skal IKKE skrives medlemsnummer, kun det nummer man får tilsendt sammen med stilart!
Har man ikke modtaget en bekræftelse med et nummer retur, så er man ikke tilmeldt og kan ikke indlevere øl.
Klubmesterskab 9. november 2021
• Tilmeldingsfrist for øl er 31. oktober kl. 24.00
• Indleveringsfristen er 3. november kl. 16.00
Regler for deltagelse i årets klubmesterskab i Herlev Håndbryggerlaug
Alle medlemmer kan deltage med hjemmebrygget øl.
Der dystes i en stilart og stilarten bestemmes af tidligere års klubmester. Klubmesteren skal senest 3 uger efter årets klubmesterskab, meddele formanden hvilken stilart der skal dystes i næste år. Der må ikke vælges samme stilart to år i træk og stilart nr. 12. Syrligt øl må ikke vælges da denne type ikke må brygges på foreningens anlæg.
Tilmeldingsfrist for øl og indleveringsfrist opslås på foreningens hjemme og udsendes på e-mail så snart datoen for klubmesterskab er fastsat
• OBS – tilmeldingsfristen for øl er IKKE også tilmelding til selve klubmesterskabs aftenen og spisning. Info herom udsendes særskilt!
Tilmeldingsfrist:
Ved tilmelding SKAL man sende en e-mail til mail@herlevbryg.dk med angivelse antal øl man vil indlevere og med angivelse af stilart nr. og bogstav som man deltager med. Samt fulde navn på deltager/brygger inden for tilmeldingsfristen!
• Er man flere deltagere om et bryg, skrives fulde navne på alle bryggere der deltager, men KUN EN står for tilmeldingen.
• Ved tilmelding modtager man et tilmeldingsnummer retur fra formanden.
Dette nummer er unikt for den tilmeldte øl og skal sammen med årets stilart skrives TYDELIGT på flasken. Ingen løse etiketter, malertape eller andet – gør dig umage!
• Eksempel, stilart Engelsk Brown ale og modtaget tilmeldingsnummer 12 skrives således: 5A – 12 >se eks. på billede< • Tilmeldes der mere end en øl fra samme brygger i samme stilart, må man selv holde styr på hvilket tilmeldingsnummer hver øl får og som skrives på flasken, så bryggeren selv ved hvilket bryg der er bedømt. Er øllet ikke tilmeldt inden fristen og tydeligt mærket, deltager man ikke i klubmesterskabet.
Indleveringsfrist:
Når man er tilmeldt og har modtaget tilmeldingsnummer til hver øl man stiller op med, skal man huske at overholde indleveringsfristen som er opslået på foreningens hjemme og udsendt på e-mail
• Øllet stilles på bordet (men mindre andet er angivet) i foreningens lokale senest på indleverings dagen kl. 16.00
Er øllet ikke indleveret inden fristen, deltager man ikke i klubmesterskabet.
Der SKAL indleveres 2 stk. 50-66 cl eller 4 stk. 0,33 cl flasker/dåser af hver øl der stilles op med.
• Flasketype/dåse og kapsel type/farve er underordnet.
• Flasker, der bruser over ved åbning kan diskvalificeres. Er der ikke indleveret korrekt antal flasker, deltager man ikke i klubmesterskabet
Præmien er udover æren og respekten fra de andre medlemmer, et diplom til hver deltager samt et klubmester glas med årstal.
• Er der flere bryggere om et vinder bryg, kan medlemmerne efterfølgende bestille og betale for ekstra klubmester års glas.
Der kan IKKE indleveres øl uden for årets kategori
Der bedømmes altid ud fra Foreningen Danske Øldommeres seneste opdaterede stilarts udgave som findes på http://www.oeldommer.dk
DERFOR:
-Hvis du vil deltage om titlen som årets klubmester, skal du tilmelde dig jf. ovenstående senest den 31. oktober kl. 24.00
– Regler, datoer og tidsfrister mm. findes også på hjemmesiden
– OBS – Information om deltagelse i selve klubmesterskabs aftenen og spisning udsendes særskilt på e-mail
Højt skum
Kim Bille Christensen
Formand – Herlev Håndbryggerlaug